23948sdkhjf

Coop-detailområde vil stjæle trecifret omsætning fra lokale konkurrenter

Tæt på 30.000 kvadratmeters detailområde. 

Så stort bliver projektet i et såkaldt aflastningscenter ved Nørresundby nord for Aalborg. Det skriver Nordjyske

I dag findes blandt andet en Kvickly-forretning samt en Jysk- og Maxizoo-butik på grunden. Disse udgør detailkvadratmeter for i alt 12.870 kvadratmeter. I øvrigt på en grund på 64.000 kvadratmeter, som dagligvarekoncernen Coop tidligere har opkøbt. 

Men står det til Aalborg Kommune, skal der udnyttes markant flere kvadratmeter til detailhandel i området. Det er resultatet af en detailhandelsopgørelse, som Cowi har lavet for kommunen. 

Planen er at rive samtlige af de nuværende bygninger ned - og erstatte dem med et stort antal nye butikker samt fastfoodrestaurant og 499 parkeringspladser. 

Når alt kommer til alt vil det nye detailområde skabe en meromsætning på 323 millioner kroner i 2034, vurderer Cowi - og de 100 millioner af disse trækkes ud af omsætningen i det allerede etablerede City Syd i det sydvestlige Aalborg. 

Lige så forventes det, at området vil trække omsætning ud af handlen i de omkringliggende byer i Aabybro, Hjørring, Brønderslev og Nørresundby. 

Her er Coops planer

Da RetailNews retter henvendelse til Coop for at få uddybet sagens forløb, henviser informationsdirektør Jens Juul Nielsen til en pressemeddelelse fra januar 2022. 

- Vi har gennem de seneste otte år ønsket at udvikle området til glæde for kunderne i Nørre Sundby og omegn. Derfor er vi glade for, at vi har kunne indgå aftale om køb af hele komplekset, er ejendomsdirektør i Coop, Flemming Møller Hansen, citeret for at sige dengang. 

For siden offentliggørelsen i 2022 af Coops køb af det 64.000 kvadratmeter store detailområde nord for Aalborg, er der ikke sket meget konkret i planerne - før nu. 

Flemming Møller Hansen tilføjer i dag til udtalelsen fra dengang, at den eksisterende Kvickly-forretning på stedet er tænkt ind i den nye "Fremtidens Coop"-strategi. 

- Den nye Kvickly bliver centralt placeret på grunden og bliver væsentlig mindre, men vil indeholde alle nye delkoncepter i Coop-kæden. Den eksisterende Kvickly vil være åbent helt frem, til den nye står klar.

- Med udbygning af den generelle detail, forventer vi en større kundestrøm end vi har i dag, men primært fra den nordlige side af Limfjorden, siger Flemming Møller Hansen. 

Coop har endnu ikke et bud på, hvornår en ny dagligvareforretning står klar på grunden. 

Investeringsstrategi

I perioden fra 2019 til 2021 investerede Coop-koncernen flere end to milliarder kroner i ejendomme. Efterfølgende har Coop dog også frasolgt flere ejendomme - størst var handlen, man indgik med PensionDanmark i foråret. 

Her hentede koncernen én milliard kroner - og ifølge direktør Kræn Østergaard Nielsen er det netop en bevidst strategi. 

- Vores opsparing i mursten er vokset med et milliardbeløb gennem de seneste år. Vi bruger en del af den opsparing til at gennemføre denne store transformation, sagde han i forbindelse med handlen. 

Pengene har blandt andet været investeret i den annoncerede "Fremtidens Coop"-strategi - som ifølge Kræn Østergaard Nielsen beløber sig til en pris på fire milliarder kroner at rulle ud. 

Se nøgletal for:
Læs mere om: ejendomme detailhandel
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.667